Jeg giver op... ;)

Jeg syntes selv at jeg havde komponeret en særdeles fin tekst, men men men i S* fortalte mig så, at den vist var lidt for flyvsk, hehe... Hmm... Måske det bare var google translate der fik meningen til at forsvinde?

Teksten bunder i en særdeles mærkelig drøm jeg havde:
Jeg drømte at det var nat, jeg var på en stor båd, det var meget tåget og der var helt stille. Det eneste man ku' høre var bølgernes klukken mod bådens træ. Der var én anden person på båden udover mig - en pige, som blev ved med at stjæle mit kamera.
Og nu kommer det skumle:

Kameraet skulle bruges til at tage billeder af alle de smukke døde mennesker, der flød rundt i vandet omkring båden.
(I know, freaky - men det var ganske smukt på en særdeles bizar måde.)
S* forstod ikke helt hvad jeg mente, og slet ikke at det kunne være smukt i min drøm, men alligevel resulterede det i denne meget korte tekst:


Det sorte vand skvulper mod det gamle træ, de blide vuggende bevægelser og den hule stilhed regerer. De sparsomme lys bag mig sender utilstrækkelige stråler ud i mørket, som opsluges og forsvinder. En enkelt salt tåre triller sagte ned over min bløde ungdommelige kind.
Jeg ser langsomt skabningen komme nærmere. Stoffet der flyder ubesværet i vandet, den snehvide hud, armene over kors. Hendes ansigt afsløres da det våde lange brune hår glider bort med en næsten umærkelig bølge. Jeg tager det lille kamera frem, det falske lys blænder mig blidt. Jeg læner mig forsigtigt over rælingen, holder apparatet frem og som jeg presser den runde knap blidt i bund, oplyses hendes hemmeligheder i et kort sekund.

”Du gør blot hvad der er nødvendigt”. De varme arme omfavner mig, holder mig tæt. Mit hjerte hopper et slag over. Jeg ved hvorfor hun er her, hvis jeg bare havde nået det før hun kom...
Jeg lukker mine øjne, drejer rundt og begraver mit ansigt i hendes bløde varme duft. ”Du ved jeg ikke kan lade dig gøre det. Jeg har fulgt dig tæt, indhentede dig næsten... Vi ved begge du tror det er nødvendigt, men jeg kan ikke lade dig gøre det!”
Billedet i min hånd glider langsomt ind under den tynde bluse. Jeg sætter det fast i buksekanten hvor ingen kan se det. Mine hemmeligheder, min verden, alt er gemt og illusionen jeg har bygget op tager langsomt over: ”Hvad mener du, hvad er det du tror jeg vil gøre?”. Hendes bløde duft og det varme hår dæmper min grødede stemme. ”Thea... Jeg kan ikke lade dig gå! Du er nødt til at tage med mig tilbage – tilbage til hvem vi var!”.

Den smukke skabning glider bort i det sorte vand, som ved hun illusionen ikke evner at huse hende. Hendes krop glider langsomt under overfladen, og som hendes skikkelse bliver utydelig ses de blå øjnes glans tydeligt gennem vandlaget. Det mørke hår er det sidste man ser. Pludselig er hun væk, de er alle borte. Gemt i havets uendelige dyb, som havde de aldrig eksisteret.


Pointen med teksten er, at ens fantasi selv skal skabe historien bag og hvad der sker efterfølgende... Men måske det bare er mig der kan se meningen?